For to år siden lagde jeg anemoneløg i træernes skygge. Hvert år kommer der flere og flere…både blå og hvide. Skovbunden i Tirsdagsskoven heroppe ved Skovhuset viser sig fra sin smukkeste side…et tæppe af hvide anemoner. Hvad naturen frembringer kan en have aldrig hamle op med. I Skovhushavens skyggebed er det “Balkan Anemonen” vi nyder brede sig år for år.
Kaj Munk hentede sit anemoneløg på Lolland og ventede tvivlende på om løget klarede vinteren. Og hos ham kom håbet op af jorden i marts da den lille anemone skød. I år måtte vi vente lidt længere…men anemonerne kom.
Vers 4 og 5 af Kaj Munks smukke salme “Den blå anemone” om håb og tro efter kolde og svære tider:
4. Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.
5 For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
